Digt til Birke

1947
Vodroffsvej
Ved Sankt Jørgens Sø
København

Gardes Allé 14
Hellerup

    Du store Mirakel

Jeg kan tusinde Navne til Dig.

Hermed nogle Overførings-Blomster til Din Sjæl – nej,
Til Tine Elisabeth selvfølgelig,

og et Digt til din Sjæl Af nogle, som jeg skrev
mens Du var ude at rejse i Sveriges store Vidder –

Dette kan ogsaa Overføres – [tegning af blomst]

Din
Jens August Schade

Et Mirakel

Ja, kæreste Lykkebud,
Du bringer Lykke
med fra Havene, fra Lattermildheden, fra Havstokken –
fra det store Hav af Mildhed 
ved hvis Kyst Du staar og ler.

Min Sjæl, min Sjæl
-forunderlig er Du,
Du er som Modermælk
for det lille Barn,
som Vin
for Englene.

Jeg søgte Dig
i mørke Stræder, i dybe Skakter
i mange Aar
– jeg havde Dig
paa Følelsen, i mine Tanker
uden at kende Dig.

Jeg hørte Dig
om Natten i Fuglenes Træk
over Byen,
som Vifter
der spredte sig ud
og forsvandt
som en lille Stribe i Mørket
en sød Horisont
mellem Hustage – blaa, højt oppe.

– Jeg hørte
dem skrige og vifte med Vinger,
der suste i Luften – og bragte Bud
fra store Have. Saadan er Du
– jeg ledte i Luften, 
jeg ledte paa Jorden,
jeg hørte Din Aand og Din Himmel tale
en pludselig Dag. 

– saa var Du dér
i Luften foran, 
Din hvide Bluse
var syet af Havskum, 
jeg hørte suse
i Restauranten. 

Og om Dig laa
en Himmel af Lykke, 
saa dyb og blaa

Jens August Schade, 1947.
(Jens August Schade, 10/1 1903 – 20/11 1978.)